Kom godt i gang med din DanDomain Webshop

DanDomain er en af de største udbyder af webshops i Danmark og benyttes af tusinder af webshop ejere. Og ikke uden grund, det er nemlig et super godt shopsystem der giver en masse muligheder. Overvejer du at starte, eller skal du i gang med en DanDomain Webshop. Så er her 10 gode og praktiske råd som kan hjælpe dig til at komme godt i gang med shoppen.

Mine 10 gode råd, som du forhåbentlig kan få glæde af:

1. Bestil en demoshop hos DanDomain. Det er gratis i 30 dage og så har du mulighed for at kigge nærmere på systemet. Lov mig, at du ikke lader dig forvirre af de mange indstillinger og muligheder, for der er mange. Tag i stedet en rundtur i helikopterperspektiv, så du kan lære at finde rundt i administrationsinterfacet.

2. Bestil bogen SEO-TUNING fra Thomas Rosenstand – En super god bog der målrettet beskriver hvordan du laver søgemaskineoptimering af DanDomain Webshops. Bogen er i min verden et must, hvis du vil godt fra land med din shop. Inden du læser bogen, er det rigtig godt, hvis du har demoshoppen kørende, så kan du med det samme afprøve teknikkerne fra bogen.

3. Hvis ikke du selv har fuldstændig styr på webprogrammering og design, så hyr et firma til opgaven. Den investering er givet rigtigt godt ud og du sparer en masse dyrebar tid, som du i stedet kan bruge på at skrive produkttekster mm. På DanDomain’s hjemmeside kan du se en oversigt over designpartnere der er specialiseret til opgaven. Er du i tvivl, så kan jeg varmt anbefale MinorSystems ApS der er super gode.

4. Hvis ikke du behersker HTML koder, så sæt dig ind i de mest basale. Det får du nemlig brug for når du skal skrive varebeskrivelser. Links med ankertekster er vigtige, det samme synes jeg HTML koder til punktopstillinger er. Du kan se en fin oversigt over HTML koder her http://www.w3schools.com/ kig under punktet HTML Basic

5. Hvis du selv kaster dig over hele opsætningen og design, så sørg for at få flyttet så meget formatering over i et stylesheet som muligt. Hvis du står af her, så skynd dig at bruge mit råd fra punkt 3.

6. Opret et Excel regneark, hvor du skriver alle dine varer ind med priser, produktdata, vægt mm. Her er det vigtigt, at du har en kolonne, hvor du kan notere sorteringsnumre. Ellers kan du hurtigt miste overblikket, specielt over varesorteringer i shoppen. Har du mange produktgrupper så lav et faneblad pr. gruppe.

7. Beslut dig for højde/bredde forholdet på billeder fra starten og hold fast i det forhold på alle billeder. Det vil spare dig for en masse tid og problemer når du begynder at arbejde med varekort, varelister og i særdeleshed varevisning på forsiden og relaterede varer. Det kræver godt nok lidt arbejde med omformatering af billeder, men gør det meget nemmere at præsentere billeder pænt i shoppen. Personligt arbejder jeg kun med kvadratiske billeder.

8. I selve arkivet med billeder, har du selv mulighed for at oprette mapper og undermapper efter behov. Her fristes man umiddelbart til at oprette en mappe pr. produktgruppe. Her er mit råd, lad være! – Upload alle produktbilleder til samme mappe, så er det meget nemmere at håndtere billeder på den lange bane. Du skal bare sørge for at navngive billedfiler rigtigt, så er det ingen sag at finde dem i arkivet. Undermapper er til gengæld super gode til PDF filer og lignende.

9. Inden du begynder at oprette varer i selve shoppen, her bruger du regnearket som kilde, er det en rigtig god ting at tilkøbe rapport modulet. Det giver dig nemlig mulighed for hurtigt at søge varer frem efter nogle forskellige kriterier – f. eks. en hurtig oversigt over varer der mangler pris, vægt, beskrivelser og en masse andre vigtige data. Det smarte ved modulet er, at du kan tilføje data direkte i de generede rapporter. For uanset hvor omhyggelig du er med vareoprettelser, kan det næsten ikke udgås, at der smutter noget i farten.

10. Mit sidste råd er: Brug hjælpefunktionen i shoppen! Her vil nogen sikkert sige øv. Men det behøver du ikke. Hjælpen er faktisk ret god og der ligger bl.a. en del videoer der giver en rigtig god hjælp.

Et godt og fleksibelt system
Som med alle mange andre CMS systemer, er der også her nogle svagheder, ikke så mange, men de er der og det må du leve med. Når så det er sagt, er DanDomain Webshop en rigtig god, fleksibel og stabil løsning, hvor der løbende kommer forbedringer. Og tro mig, når du har brugt systemet nogen tid, så vil du opdage et det faktisk er meget nemt at arbejde i. Selvom det godt kan virke lidt uoverskueligt i starten.

Så herfra, god vind med din shop !

17 tanker om “Kom godt i gang med din DanDomain Webshop”

  1. Rigtig gode råd. En vigtig ting når man er i gang med at lege med demoshoppen, er at få kigget godt og grundigt på produkt-fanen. Det er her man kommer til at lægge rigtig mange timer.

    Jeg er dog meget uenig i dit råd nr. 8.

    Sørg for at få lavet en ordentlig opdeling af billeder. Ellers ender du hurtigt med en /images mappe med MANGE (hundrede)tusinde billeder. Det er ikke godt for noget. Den tager lang tid at loade og man har ingen overskuelighed.

    Som minimum bør man få delt sine billeder op efter årstal, så kan man altid rydde op efter et par år.

    1. Hej Mathias
      Tak for dine super gode kommentarer. Mit råd med billeder er selvfølgelig givet helt ud fra min eget temperament og det er mest til, at alle billeder ligger i samme mappe. Men, du har helt ret, de er lang tid om at loade. Så dit råd er hermed givet videre 🙂

  2. Gode råd Jesper – den har fået et plus opad på Anyhed 😉

    Jeg kunne dog alligevel godt tænke mig at trække lidt i den anden retning. At starte en webshop kan virke uoverskueligt ja, men nogle gange handler det også om blot at kaste sig selv ud i udfordringen og se hvor man ender henne. Man kan sagtens forberede sig selv til døde.

    Blot et lille indspark – ellers er jeg meget enig i dine punkter

    Jeg hørte også til dem der havde lagt samtlig billeder ind under en mappe den gang jeg drev e-scarf på en Dandomain shop. Dandomain er i mine øjne den ideele shop til førstegangs webshopejeren.

    Tak for thumbs op til mit indlæg på Anyhed forresten 😉 det varmede min søndag…

    1. Fint indspark Nikolaj, og selv tak for stemmen på Anyhed 🙂
      Helt enig med dig, man bare skal kaste sig ud i det, ellers går verden helt i stå. Vi har brug for iværksættere som bare gør det og tager udfordringerne som de kommer.

  3. Hej Jesper

    Super fin gennemgang du har lavet her, jeg har aldrig tidligere brugt råd nr. 6 / excel i forbindelse med en Dandomain webshop, men det skal da afprøves – for som du skriver, kan det hurtigt blive uoverskueligt.

    Råd nr. 2 er et must have, hvis man altså gerne vil findes – DanDomains egen dokumentation i.f.b.m. SEO er elendig 🙂

    1. Tak for det Paw !
      Jeg er helt enig med dig – SEO-TUNING er et absolut must, hvis der skal kugler i kassen og den beskedne udgift til bogen er hurtigt tjent hjem.

  4. Hej Jesper

    Rigtige gode råd og skulle man starte Nr 11

    Så er det vigtigt at lave masser af A/B tests, så konverteringsraten stiger 🙂

  5. Jeg kan kun give dig ret i pkt 3. Design er super vigtig, for er der ikke tænkt konvertering hele vejen igennem designet, så mister man med sikkerhed mange besøgene undervejs. Så et design med fornuftige CTA knapper til en start, og så A/B test for at få det hele til at høre mest optimalt

  6. Hej Jesper

    Jeg synes at det er brugbare og relevante råd allesammen, men er ret enige i at få styr på konverterings optimeringen. Nu har jeg ikke prøvet DanDomain, men jeg synes afgjort at det er vigtigt at få styr på både SEO og konvertering når websitet designes. For at en webshop kan få succes i dag, skal man ved hjælp af SEO få skabt synlighed og top placering, og konvertere flest besøgende til kunder. A/B testing og idet hele taget indsamle så meget data om sine besøgende.

  7. Hej Jesper,

    Super gode og relevante råd, som de fleste, der har og skal i gang med at arbejde med DanDomain shops kan få glæde af. Der er i hvert fald et par quickwins, hvis man ikke har prøvet det før.

  8. Hej Jesper.

    Nu er det jo en lidt ældre artikel, så jeg tænker om alle disse råd stadig er valide i dag, eller om der er nogle ting nye ting jeg skal tage højde for?

    1. Hej Mia
      Som udgangspunkt er mine råd stadig aktuelle. Der er dog kommet en del faciliteter til shoppen siden jeg skrev artiklen. Det bedste du kan gøre er at bestille en demoshop og så kaste dig ud i det. Jeg synes at det er en nem platform at arbejde i, når først man har fået overblikket.

      Mvh
      Jesper

  9. Hvordan ser det ud i dag? Jeg kører selv på en Magento løsning, men synes, at jeg gang på gang bliver udfordret, når der kommer opdateringer, patches og meget andet, da jeg ikke selv er udvikler. Jeg har selvfølgelig efterhånden lært mig selv en del, men overvejer af og til, om det måske ville være lettere at lægge det hele over på en anden platform.

    1. Hej Bo
      Det er noget tid siden, at jeg har haft fingrene i en DanDomain shop, men jeg kan absolut ikke forstille mig, at den er blevet ringere. Du kan evt. bestille en gratis demo og prøve den af. Jeg har i hvert fald være rigtig glad for at arbejde med den, det samme har jeg været med samarbejdet med Minorsystems.

      Mvh
      Jesper

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *