Den 13. juni 2013 er en dag jeg aldrig glemmer. Det var nemlig dagen, hvor vi modtog beskeden om, at den knude Pia en måned forinden havde fundet i brystet, var en kræftknude. Her stod vi så pludselig som en familie, der fra det ene øjeblik til det andet, fik vendt op og ned på vores liv og med udsigt til en fremtid i det uvisse.
Da vi allerede i forbindelse med de indledende undersøgelser havde en klar fornemmelse af, hvor det bar hen, var vi så godt som det nu er muligt, forberedt på den kedelige besked. Det der til gengæld kunne ødelægge nattesøvnen og spinde tankerne fuldstændigt op var, at vi ikke vidste om der var spredning til andre organer.
Jeg havde i tankerne gennemgået en masse scenarier for fremtiden, og for at være helt ærlig, så omhandlede nogle af tankerne også et liv uden Pia. Vores to drenge var 100 % orienteret om situationen, men det var alligevel svært for vores lille familie i de sidste dage op til den endelige dom.
Heldigvis viste det sig, at der ikke var spredning til de omkringliggende organer og kræftknuden ikke var så stor. Der var allerede lagt en behandlingsplan, som betød operation, kemo, herceptin, stråler og antihormonel behandling – Alt i alt et forløb over 10 år, grundet knudens cellemæssige struktur. Et klart lyspunkt var, at Pia heldigvis kunne beholde sit bryst og kun knuden skulle fjernes. De sidste prøver viste, at der kun var spredning til en enkelt lymfekirtel i armhulen, så de omkringliggende 18 lymfeknuder blev fjernet for en sikkerheds skyld.
Rekreationen efter operationen tog et par uger og forløb helt planmæssigt. Det gode sommervejr var en vigtig faktor i processen, faktisk langt vigtigere end jeg havde forestillet mig, nu hvor jeg kigger tilbage på forløbet. Men der var i den grad også behov for at få ladet Pias batterier så meget op som muligt, inden det videre behandlingsforløb.
I starten af august startede kemobehandlingen på onkologisk afdeling på Næstved Sygehus. Kemobehandling er den hårdeste del af kræftbehandling og forløbet gav da også mange ubehagelige bivirkninger. Forud for kemoen havde vi fået at vide, at alt hår ville falde af, et faktum Pia havde meget svært ved at acceptere. Men det gik faktisk over al forventning og så hjalp det en hel del, at hun fik en flot paryk, der ligner hendes eget lange hår på en prik. En af de allerstørste grænser, der skulle overskrides, var rent faktisk at vise sig uden hår for os nærmeste. Men over tid blev det nemmere, og vi vænnede os hurtigt til at have en skaldet mor i huset. Lidt humor har aldrig skadet, selv ikke når tingene er rigtig trælse – Så den gik blandt andet på, at når vi fandt et hår i maden, vidste vi i hvert fald hvor det ikke kom fra, og så kunne vi få meget sjov ud af, at parykken næsten havde samme farve som vores kat.
De øvrige bivirkninger ved kemoen var træthed, muskelsmerter, følsomme slimhinder og en del andre ubehagelige sidegevinster. Men Pia klarede det fantastisk flot, og jeg må sige, at jeg er gift med en meget stærk kvinde, og så har vi et fantastisk netværk af venner og familie, som altid er klar når det gælder. Vores drenge var heldigvis så store at de forstod hele situationen og var rigtig gode støtter i dagligdagen.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har haft nedture, men vi har heldigvis også haft opture. Pia er nu erklæret rask, og det glæder vi os over hver dag. Hele forløbet har selvfølgelig været hårdt for vores lille familie og ikke mindst Pia. Men vi har stået sammen og klaret os igennem, uanset hvad der dukkede op. Det var vigtigt for os, at drengene havde overskud til at klare deres skoleår, som bød på afsluttende eksamener i henholdsvis 9. klasse og HHX.
Vi har hele vejen igennem behandlingssystemet mødt en enestående støtte og forståelse. Der er blevet taget godt hånd om Pia, og hun har følt sig tryg, uanset hvad de har udsat hende for, og det har faktisk betydet rigtigt meget for os pårørende.
Den sidste herceptinbehandling ud af 18 er nu overstået, og så står den ellers på piller i de næste 9 år samt jævnlige opfølgninger på Næstved Sygehus. Pia er i fuld vigør igen på arbejdet, og vi har fået vores normale dagligdag tilbage. Vi er blevet en masse erfaringer rigere. Erfaringer som vi kan bruge, når der skal prioriteres i livet, og når der er brug for støtte til hinanden og de mennesker vi holder af, hvis deres liv også viser tænder.
Selvom vores drenge også har haft deres bekymringer er de kommet videre på henholdsvis HHX og CBS. Vi har haft åbenhed hele vejen igennem, og deres rygsække indeholder helt sikker lærdommen om, at livet ikke altid former sig som vi forventer.
Brystkræft er som alle andre kræftformer en forbandet sygdom – Faktisk bliver 1 ud 9 kvinder ramt, og ingen ved rigtigt hvorfor den opstår. Nu trak Pia nitten denne gang. Uretfærdigt – ja, men vi kan ikke ændre på det. Vi må leve med det, og håbe på, at kræft aldrig rammer vores familie igen.
Update oktober 2016:
Pia har det rigtig godt og der er fuld fart på, med arbejde og fritidsinteresser. Det er endda blevet til en uddannelse som fysiurgisk massør og en lille klinik her hjemme, hvor hun tilbyder massage. Den antihormonelle behandling med Tamoxifen er i gang og skal fortsætte 6 år endnu. Behandlingen giver en del svedeture, som i øjeblikket behandles med akupunktur på Brystkirurgisk afdeling på Ringsted Sygehus. Hver 6. måned, står den på kontrol, på Næstved Sygehus, hvor bryster og lymfekirtler undersøges. Vores drenge er godt videre – Den store læser på 3. år HA Jur på CBS, og den lille er i gang med sidste år på HHX i Nykøbing F. Alt i alt er hverdagen helt normal igen i vores lille familie. Pia er dog gået ned i tid på arbejdet på Nykøbing Sygehus, så der er ekstra til massagekunderne. Massør uddannelsen er en drøm Pia altid har haft og sygdommen, som heldigvis er kureret, har betydet, at drømme skal følges og realiseres mens vi kan.
Har du lyst til at støtte kampen mod brystkræft, kan du give et bidrag her http://www.cancer.dk/stoetbrysterne