Skriv gode tekster til hjemmesiden

Jeg arbejder en hel del med B2B hjemmesider, altså hjemmesider der skal skabe forretning mellem virksomheder og selvfølgelig blive fundet af søgemaskinerne. Jeg skriver primært webtekster der skal være rigtige i forhold til SEO og samtidig skabe direkte eller indirekte salg fra hjemmesiden. Det går altså ud på, at fange interessen for ydelsen, fremhæve udbyttet og motivere til en eller anden form for konvertering.  Min erfaring er, at webtekster der udelukkende fokuserer på fakta og fordele omkring en ydelse, har det med at blive lange – til tider rigtig lange og vanskelige at læse. Webtekst der udelukkende er skrevet til søgemaskinerne bliver ikke særligt brugervenlige, så kunsten består i at finde den rette balance.

Hjemmesiden er en salgskanal

Nu er det med salg fra en hjemmeside, næsten som med alt andet salg. Kunden skal se et udbytte ved at købe netop din ydelse.  Næsten, fordi man med hjemmesiden som salgskanal ikke har den personlige kontakt og derfor ikke får accepter og delaccepter i dialogen. De besøgendes dom er som regel ubarmhjertig, er indholdet ikke i orden, forlader de siden igen og det endda relativt hurtigt.

Webtekster skal fremhæve udbyttet

Hvor vil jeg så hen med det? – jo, mit budskab er, skriv webtekster til hjemmesiden så de fortæller kunden hvad de får ud af at købe din ydelse.  Pas på, at indhold omkring fakta og fordele ikke bliver det overskyggende tema. Sagt lidt firkantet, det er i første omgang lige meget om produktet er med røde eller grønne lamper og nemt at tage med sig. Det er udbyttet der tæller hvis du skal fastholde potentielle kunder på hjemmesiden og give motivation til handling. Der må hellere end gerne være oplysninger om fakta og fordele, de har også en positiv effekt i søgemaskinerne. Bare der er en fornuftig balance mellem fakta, fordele og udbytte.  Jeg har rigtig god erfaring med at placere fakta nederst på siden, opstillet i punktform. Det giver faktisk et hurtigt overblik og højner læsevenligheden.

Overskuelige tekster

Overskueligheden og dermed læsevenligheden kan højnes ved,at opdele teksten i afsnit med tydelige og relevante overskrifter.  En god idé er, at de enkelte afsnit sådan nogenlunde giver mening, uafhængigt af resten. Pas på med at skrive webteksten i for høj en sværhedsgrad. De der kan læse svære tekster, kan også læse lettere tekster, men det omvendte er sjældent tilfældet.

Brug de rigtige H tags til overskrifterne

Når du benytter overskrifter er det vigtigt at benytte dem rigtig, dvs. H1 overskriften benyttes én gang på siden som hovedoverskrift, til sekundære overskrifter benyttes H2 og H3 tags.

Webtekster skal skrives til kunderne

Vær bevidst om, at webteksten skal skrives til mennesker og ikke til søgemaskiner. En god placering i søgemaskinerne har en ringe værdi, hvis ikke sidens indhold giver konverteringer. Jeg lader normalt  en eller flere uvildige gennemlæse teksten, så den ikke bliver farvet af mit eget vidensniveau. Teksten skal jo ikke være til mig, men til de besøgende.

En tanke om “Skriv gode tekster til hjemmesiden”

  1. Gode pointer om det vigtige i at fokusere på udbyttet ved et produkt/ydelse. Det gælder både ved tekster til hjemmesider og i alt andet salgsmateriale. Har tit haft diskussionen med teknikere, som oftest tænker i fakta/egenskaber 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *