Gør det selv SEO er bedre end ingen søgemaskimeoptimering

Der er stor forskel på formålet med virksomhedens hjemmeside. Nogle hjemmesider er top tunet portaler, der sælger virksomhedens produkter direkte via B2B og B2C shops. Andre er en super effektiv præsentation af virksomhedens profil og et katalog over ydelser, hvor selve konverteringerne ofte ligger i de telefoniske henvendelser og mails som sitet genererer.

Disse sites er ofte kendetegnet af en jævnlig opdatering, der kommer tit nye produkter til og så er der fokus på  søgemaskineoptimering (SEO) og konverteringer. Strategien omkring e-marketing er på plads, og hjemmesiden indgår som en vigtig strategisk salgskanal. Mange virksomheder lever rent faktisk af konverteringer af forskellig art fra hjemmesiden og bruger derfor betydelige ressourcer på søgemaskineoptimering og online markedsføring.

Hjemmesider der ikke betragtes som en salgskanal

Internet

En del hjemmesider er begrænset til virksomhedens kontaktoplysninger, en profil af virksomheden og ydelser, måske lidt referencer og en kontaktformular. Der er foretaget en smule søgemaskineoptimering, siderne opdateres i ny og næ og besøgende kan godt få et overordnet indtryk af virksomheden. Siden generer henvendelser i ny og næ, men min erfaring er dog, at hjemmesiden ikke rigtigt betragtes som en strategisk salgskanal.

Visitkort – De helt simple sider

Den helt simple form, visitkort som jeg kalder dem, er sites med ganske få sider; 2-3 stykker, der sjældent eller aldrig opdateres. Siderne indeholder stort set ikke andet end kontaktoplysninger og en liste over det, som virksomheden tilbyder. Der er ingen former for søgemaskineoptimering på hjemmesiden. Jeg får tit indtrykket af, at disse hjemmesider kun er til, fordi tiden har gjort, at man skal have en hjemmeside. Det sker, at jeg render ind i en sådan hjemmeside hvor der oven i hatten reklameres med, hvornår siden sidst er opdateret – og ja, jeg er stødt på sider, hvor seneste opdatering ligger år tilbage, endda mange år – det er bestemt ikke godt nok i min verden.

Gør det selv søgemaskineoptimering

Min påstand er, at de helt simple hjemmesider går glip af en nyttig salgskanal. Dermed ikke sagt, at alle virksomheder skal have en stor og top tunet hjemmeside, mindre kan også gøre det. De fleste virksomheder har da heldigvis flere velfungerende salgskanaler, så der kommer penge i kassen. Men, det er en rigtig god idé at udnytte hjemmesiden som salgskanal, det er jo kunder, som kommer af sig selv. Ofte kræver det ikke de store krumspring at få opsat basis elementerne til søgemaskineoptimering, og få opdateret indholdet med jævne mellemrum. Du kan faktisk lave mange af tingene selv, i hvert fald, hvad angår optimeringen på selve siden. Lidt simpel “gør det selv” SEO er bedre end ingen og så er der langt større chance for, at hjemmesiden findes i søgemaskinerne – måske ikke som nummer 1 på Google – men på Google, og så skal der nok komme henvendelser på et tidspunkt.

4 tanker om “Gør det selv SEO er bedre end ingen søgemaskimeoptimering”

  1. Jeg vil vædde med at formålet for alle virksomheders hjemmeside er det samme – at tjene flere penge.
    Hvis ikke alle virksomhedens initiativer er med henblik på at tjene penge, burde de skære det fra.
    Når det så er sagt, er jeg helt enig i indlæggets budskab – der er mange sites (også selvom de kun er målrettet lokalt), der ville have åbenlys gavn af at ligge over deres konkurrenter.
    Jeg tror at et problem med flere af denne typer kunder er, at de ikke rigtig følger med tiden på flere punkter, og at internet slet ikke er noget man kan bruge til markedsføring i deres øjne.

    Den slags kunder kommer ikke ind på dette indlæg af sig selv, og de køber først nyt når deres kontakt fra danaweb ringer dem op, og påstår at de har et genialt tilbud på “søgemotoroptimering”.

    Advarsel, der kan være anvendt (upassende) humor i ovenstående.

  2. Det er ikke alle hjemmesider der har salgsværdi og overhovedet er lavet med det for øje, men jeg vil give dig ret i at skal man sælge søgemaskineoptimering til dem er din overskrift det bedst mulige salgsargument.

  3. Du har helt ret.
    Kigger man på hvad mange af de mange gange bruger på offline annoncering, og intet på at få hjemmesiden bedre placeret, så kan man kun undre sig.

  4. Jeg er helt enig med dig i, at alt for mange ikke tænker på deres online omdømme, men måske er det, som Kalle også siger, fordi det ikke er alle, der har brug for at sælge noget, og derfor tænker de ikke mere over deres hjemmeside. Gjorde de det, ville de måske opdage, at der kom mere trafik på deres side, hvilket ville hjælpe med deres branding – online såvel som offline.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *